Ordinære tanker

 

Er det ikke mærkeligt, at tidspunktet 23 til 05 er det tidspunkt hvor man enten føler sig uovervindelig, eller som den største taber?

 

Klokken er 04 om morgenen og jeg burde egentlig sove. Jeg burde være træt og udmattet men presset af alt min tankemylder, fylder som en ustandselig abstinens efter noget jeg ikke har følt i lang tid.

 

Jeg har i meget lang tid undgået at udgive noget herinde, fordi jeg har været bange og ængstelig omkring hvad folk nu ville synes om mit arbejde. Jeg har skrevet kladde efter kladde efter kladde, for at lade dem ligge skjult. Jeg har været så lammet af folks meninger, at jeg har glemt hvem jeg selv er. Jeg har spejlet mig i folks holdninger og blevet til den, som jeg opfattede andre så mig som. Jeg lagde mig på ryggen for at undgå konflikt og mulig ydmygelse, for hvad nu hvis det jeg udgav, ikke var godt nok? Hvad hvis jeg blev til grin?

 

Min effektivitet har vel næsten været lig nul i en meget lang periode, netop pga. min paralysering af min egen opfattelse af folks opfattelser. Jeg har været så bekymret for hvad folk ville synes, fordi min egen selvfølelse var og er så lav, at jeg ikke kunne sige “fuck det” og komme videre. For hvem gider at høre om en 21 årig post-teenager-ish’s piges liv? Hun klynker jo bare over at hun ikke har fået nok likes på facebook, eller om hvorfor hendes crush ikke svarede tilbage.

 

Jeg føler at jeg har mere på hjerte. Jeg føler at jeg har noget at sige men det er som om min mening er faded ud. Det er som om, at alt det jeg siger, er blevet sagt før. Mine problemstillinger omkring samfundet, og dens måde at udstille unge på, er blevet sat for lang tid siden, og derved er jeg på den måde blevet irrelevant. Med alle de historier der florere på medierne i dag, er der umuligt noget jeg kan sige, som ikke er hørt før. Alt fra karakterræset, til fars manglende kærlighed. Det hele ligger arkiveret et eller andet sted på BT’s hjemmeside.

 

Jeg troede en gang at jeg kunne bidrage med noget til samfundet, at min mening var værdiful, at jeg havde noget ekstraordinært at byde på men har desværre fundet ud af, efter jeg er blevet ældre, at jeg mere eller mindre bare er en lille møtrik i en kæmpestor maskine. Tag en uddannelse, få gode karakterer, få arbejdserfaring, for derefter at gå ud i samfundet og gøre din del af arbejdet, så regnestykket kan gå op. Jeg er et lille kommatal i den store ligning, som bare venter på at blive løst. Så hvem kæmper jeg for? Når jeg får 12 i et fag, hvem får jeg så det 12 tal for? Er det for mit endeløse behov for plejning af mit umættede ego, eller er det for samfundets forventning til mig og den opdragelse, som er indkodet i mig, og som har programmeret mig til at gøre det på denne måde, fordi det er det “der er bedst”?

 

Måske er det bare mit eget valg. Måske er det bare min egen søgen efter en fast identitet, som jeg kan hænge mig fast ved. Måske er det min ubevidste måde at finde en vis stabilitet på og som jeg kan hægte mig fast til, i dette samfund, hvor alt kan stilles til forhør. Måske er det min måde at finde ud af min egen vej, for der ingen andre der gør det. Det er mit eget ansvar. Valget ligger fuldt og fast på min side.

 

Valget omkring hvilket liv jeg kunne tænke mig, ja det hele ligger foran mine fødder. Alt hvad jeg kunne tænke mig, er lige her, så hvorfor brokke sig? Jeg kan jo i princippet bare tage for mig. Men i min søgen efter det helt rette, kommer der en overvældende tvivl. Den rammer mig som en bølge af en sunami lignende struktur. “Har jeg nu valgt rigtigt? Hvad hvis jeg nu tager denne uddannelse, hvilke udfordringer vil så tilkomme mig?” Sådan kunne jeg blive ved. Vi står i dag med så mange valg, at det er blevet for uoverskueligt til at overhovedet at kunne overkomme. Alle de konsekvenser og fordele vokser sig som fyldige skove og gør at vi er ude af stand til at se. Det fortætter sig som store dynger og til sidst er mellemrummet af overblik fyldt ud. Vi skal tage stilling til så mange ting og i sidste ende er det kun vores egen skyld, hvis resultatet ikke er blevet som vi ville have det.

 

Jeg ved ikke hvad jeg vil og hvad der skal ske, men jeg ved, at så længe jeg skriver, så lever jeg. Mine fraser er måske uoriginale men jeg lever. Disse intense øjeblikke af min egen manifistering af mine holdninger, gør at jeg føler at jeg eksisterer. I denne verden med 7 mia. mennesker og et væld af muligheder og veje, så er dette min vej. Ordenes vej.

I nattens mørke og stilhed, larmer mit mit sind mest. Det vækker mig og giver mig et håb. Et håb om at jeg har et spinkelt kald i livet. Et håb om at jeg har en betydning og at jeg kan bidrage til verdenen, på mine egne primisser.
Mine abstinenser er ovre.