Mandags tanker.

Det her er vidst mit første indlæg i godt en måned.. Det er bare ikke godt nok, men har meget at se til for tiden. Skolen tager rigtig meget af min tid, og så er jeg i byen eller ser nogen, så er der bare ikke særlig meget tid tilbage til blog. Øv.

Jeg ved heller ikke hvad der er rigtigt at sige. Jeg føler at jeg lærer meget om mig selv for tiden, jeg lærer at leve livet som det skal leves. Jeg smider trygheden væk, alle mine vaner, de er blevet brudt og ja, jeg føler da lidt ved siden af det hele en gang i mellem, men jeg er faktisk meget tilfreds med mit liv som det er lige nu. Man skulle tro at jeg ville føle mig alene, men det gør jeg ikke. Jeg føler ikke at jeg mangler noget af mig selv. Jeg føler ikke at der er noget jeg kan gøre anderledes for at få mig selv til at føle mig bedre tilpas. Jeg gør en masse ting som ikke var mulige for mig før i tiden og jeg nyder det fuldt ud. Jeg har en dejlig hverdag med en masse dejlige mennesker, og det er uden noget pis, jeg er ikke den type der skal sidde og blære mig med “hvor lykkelig jeg er” men jeg har det faktisk godt og jeg nyder det mere end jeg plejer, for sådan har det ikke altid været.

Ærligt fra hjertet, så er det aldrig nemt at slå op med en kæreste, et forhold man havde i 2 år, det er aldrig fedt, men tror måske bare at det hjalp det sidste af vejen at se hvordan han blev. Jeg sagde til ham at hvis jeg gik, så ville han ikke følge efter, han ville aldrig stå udenfor min dør, som jeg har gjort for ham.. Og jeg havde ret.

Men jeg fortryder ikke noget af det. Jeg ved at jeg en dag finder en der vil føle det samme som jeg, en hvor det er gengældt. Det mærkeligste er bare at han gav mig så meget, både følelsesmæssigt og på så mange andre punkter. Følte et sted at vi var uadskillelige, vores minder, vores fælles forståelse gav et stærkt bånd, men det eneste jeg ser nu, er alle skænderierne, alle kampene, alle de latterlige løgne og bagateller, som fyldte mere og mere. Og jeg kan huske at jeg hele tiden tænkte at jeg ville gøre alt hvad der stod i min magt for at det aldrig ville slutte. Jeg ville aldrig lade ham gå. Men vaner er svære at bryde, og vi kunne ikke holde til det. Jeg skriver som om han tænker det samme, men lige nu kan jeg ikke tænke andet end at jeg var en rebound. Han sagde at vi bare skulle have tid fra hinanden, han sagde at vi skulle ses igen, han kiggede på mig med længsel, og klemte min hånd og lagde tryk på vi ses. Han gav mig håb. Måske bare for at dulme det hele, for at jeg ikke skulle blive for ked af det, men hvem gavner det? Hvad gavnede det mig at sidde tilbage og se ham snakke med sine eks’er? Hvad gavnede det mig at blive løjet op i hovedet. Det er det jeg føler. At jeg blev løjet for. Kan det virkelig passe?

Han sagde du vil få det bedre med tiden, tro mig. Og det fik jeg, men hvorfor sagde han det, nu når vi bare skulle have pause? Som om han ikke havde planlagt fra starten at han ikke skulle se mig igen. Det er nok det der gør allermest ondt. Jeg har i en måned regnet med at se ham igen, men han havde lagt det hele bag sig.

Jeg burde ikke skrive det her indlæg, jeg burde ligge mig til at sove, jeg burde lave alt andet end at bruge tid på det her, men det er hvad det er. Kærlighed er ikke altid gengældt, men den var ægte hos mig, og har den altid været.