Er det ikke mærkeligt, at tidspunktet 23 til 05 er det tidspunkt hvor man enten føler sig uovervindelig, eller som den største taber?

Klokken er 04 om morgenen og jeg burde egentlig sove. Jeg burde være træt og udmattet men presset af alt min tankemylder, fylder som en ustandselig abstinens efter noget jeg ikke har følt i lang tid.

Jeg har i meget lang tid undgået at udgive noget herinde, fordi jeg har været bange og ængstelig omkring hvad folk nu ville synes om mit arbejde. Jeg har skrevet kladde efter kladde efter kladde, for at lade dem ligge skjult. Jeg har været så lammet af folks meninger, at jeg har glemt hvem jeg selv er. Jeg har spejlet mig i folks holdninger og blevet til den, som jeg opfattede andre så mig som. Jeg lagde mig på ryggen for at undgå konflikt og mulig ydmygelse, for hvad nu hvis det jeg udgav, ikke var godt nok? Hvad hvis jeg blev til grin?

Min effektivitet har vel næsten været lig nul i en meget lang periode, netop pga. min paralysering af min egen opfattelse af folks opfattelser. Jeg har været så bekymret for hvad folk ville synes, fordi min egen selvfølelse var og er så lav, at jeg ikke kunne sige “fuck det” og komme videre. For hvem gider at høre om en 21 årig post-teenager-ish’s piges liv? Hun klynker jo bare over at hun ikke har fået nok likes på facebook, eller om hvorfor hendes crush ikke svarede tilbage.

Jeg føler at jeg har mere på hjerte. Jeg føler at jeg har noget at sige men det er som om min mening er faded ud. Det er som om, at alt det jeg siger, er blevet sagt før. Mine problemstillinger omkring samfundet, og dens måde at udstille unge på, er blevet sat for lang tid siden, og derved er jeg på den måde blevet irrelevant. Med alle de historier der florere på medierne i dag, er der umuligt noget jeg kan sige, som ikke er hørt før. Alt fra karakterræset, til fars manglende kærlighed. Det hele ligger arkiveret et eller andet sted på BT’s hjemmeside.

Jeg troede en gang at jeg kunne bidrage med noget til samfundet, at min mening var værdiful, at jeg havde noget ekstraordinært at byde på men har desværre fundet ud af, efter jeg er blevet ældre, at jeg mere eller mindre bare er en lille møtrik i en kæmpestor maskine. Tag en uddannelse, få gode karakterer, få arbejdserfaring, for derefter at gå ud i samfundet og gøre din del af arbejdet, så regnestykket kan gå op. Jeg er et lille kommatal i den store ligning, som bare venter på at blive løst. Så hvem kæmper jeg for? Når jeg får 12 i et fag, hvem får jeg så det 12 tal for? Er det for mit endeløse behov for plejning af mit umættede ego, eller er det for samfundets forventning til mig og den opdragelse, som er indkodet i mig, og som har programmeret mig til at gøre det på denne måde, fordi det er det “der er bedst”?

Måske er det bare mit eget valg. Måske er det bare min egen søgen efter en fast identitet, som jeg kan hænge mig fast ved. Måske er det min ubevidste måde at finde en vis stabilitet på og som jeg kan hægte mig fast til, i dette samfund, hvor alt kan stilles til forhør. Måske er det min måde at finde ud af min egen vej, for der ingen andre der gør det. Det er mit eget ansvar. Valget ligger fuldt og fast på min side.

Valget omkring hvilket liv jeg kunne tænke mig, ja det hele ligger foran mine fødder. Alt hvad jeg kunne tænke mig, er lige her, så hvorfor brokke sig? Jeg kan jo i princippet bare tage for mig. Men i min søgen efter det helt rette, kommer der en overvældende tvivl. Den rammer mig som en bølge af en sunami lignende struktur. “Har jeg nu valgt rigtigt? Hvad hvis jeg nu tager denne uddannelse, hvilke udfordringer vil så tilkomme mig?” Sådan kunne jeg blive ved. Vi står i dag med så mange valg, at det er blevet for uoverskueligt til at overhovedet at kunne overkomme. Alle de konsekvenser og fordele vokser sig som fyldige skove og gør at vi er ude af stand til at se. Det fortætter sig som store dynger og til sidst er mellemrummet af overblik fyldt ud. Vi skal tage stilling til så mange ting og i sidste ende er det kun vores egen skyld, hvis resultatet ikke er blevet som vi ville have det.

Jeg ved ikke hvad jeg vil og hvad der skal ske, men jeg ved, at så længe jeg skriver, så lever jeg. Mine fraser er måske uoriginale men jeg lever. Disse intense øjeblikke af min egen manifistering af mine holdninger, gør at jeg føler at jeg eksisterer. I denne verden med 7 mia. mennesker og et væld af muligheder og veje, så er dette min vej. Ordenes vej.

I nattens mørke og stilhed, larmer mit mit sind mest. Det vækker mig og giver mig et håb. Et håb om at jeg har et spinkelt kald i livet. Et håb om at jeg har en betydning og at jeg kan bidrage til verdenen, på mine egne primisser.
Mine abstinenser er ovre.

Jeg læste denne bloggers indlæg, som forklarede hvor vigtigt det var at give sig hen, og lade sig falde i forelskelse. At 5 minutters forelskelse var mere værd end en uges sorg. Virkelig? Ja, forelskelse er dejligt, forelskelse er noget af det bedste der findes i verden, men er det det værd at se sig selv falde fra hinanden, for det? Er det virkelig det værd, at se dig selv blive ked af det, fordi den pige du var på date med, ikke smed dig en besked? En pige du har set højst to gange? Er det?

Jeg ser folk skrive indlæg om kærlighed, hvor de siger at forelskelse er den bedste følelse i verden, at det er en tilstand der er så lykkes-fuld, at den næsten er udefinerbar. Faktisk så enestående at man er villig til at lide i en hel uge, for bare et 5 minutters fix. Så er det her, jeg spørger: Virkelig? Er det virkelig det værd, at ofre en hel uge af sin tid, på noget så kort, som et lysglimt af en specifik følelse? For når jeg ser mig omkring, så ser jeg en flok slaver, som lever og ånder for det korte glimt, men får I noget tilbage? Sig mig, får I virkelig den unikke følelse, som er så uerstattelig? For jeg ser intet. Jeg ser en pige som ligger og græder varme tårer ned i en allerede våd pude. Jeg ser en fyr, som har sendt den 10’ene besked til en pige, som alligevel aldrig svarer. Og for hvad? 5 minutters rush? Fra noget som måske ikke en gang er gensidigt?

 
For jeg ser kun bagsiden af medaljen. Jeg ser en overspillet sang, som kun venter på at blive spillet igen. Jeg ser det samme mønster, om og om igen. Det er ikke til at holde ud. Det er ikke til at holde ud, at 5 minutters forelskelse kan vægte mere end en uges fritid. Det er ikke til at holde ud, at man kan være så væk fra sig selv, at man vælger at give sig selv hen til anden, som har givet så lidt retur. Måske endda intet i retur. Bare for at afsløre, om der kunne være noget. Om der var den minimale chance. For den chance, er åbenbart det hele værd, det er lykkesummen, det er den endelige sejr, som alle ønsker at smage. Sats dig selv for den spinkle mulighed. Vind, og du er højtflyvende, tab og se dig selv gå til grunde, for derefter at starte forfra igen.

Jeg er ikke en gambler, kan jeg se.

Lidt uprætentiøs titel, men føler at den passer udmærket, til hvad dagens indlæg skal handle om – nemlig min seneste outfit kombination.

Egentlig er hele sammensætningen ret enkel og ret doven, taget i betragting med de outfits jeg satte sammen for et år siden, men som jeg skrev i et af mine tidligere indlæg, så er jeg blevet ret fascineret af en af de sidste nye trends, normcore. Hvis I ikke ved hvad det er, så er det et begreb man bruger, til en bestemt tøjstil, hvor man klæder sig ret.. slasket og enkelt.

Lige pt. ligger jeg syg, så det eneste jeg faktisk kan foretage mig, er at spise, sove og se tv. Den eneste grund, til at jeg fik taget mig sammen til at lave indlæg, er pga de drugs jeg tog, for en time siden. (2 panodiller, so effin’  badass)

Begge items er fra H&M, så det har ikke kostet en bondegård. Uret er fra eBay til en skaldet 20’er og sidst, men ikke mindst, er skoene fra Zara til 650kr.

Jeg har i lang tid, gerne ville gøre lidt mere ud af indretningen derhjemme, så jeg tjekkede lidt blogs, og fik fornyet inspiration til hvordan jeg skulle bære mig ad og jeg er meget tilfreds med resultaterne!

Genbrugsbutikken i Ølby har været en guldmine i de sidste par uger. Sidste uge fandt jeg de her to marmor fyrfadstager til 10kr stykket, og i dag, fandt jeg et sæt marmor peberkværn og saltkværn med sølv i toppen. De kostede sølle 25kr! Og så udover dét, så fandt jeg også en lille porcelæns vase, imiteret som en papirspose og en træskål. Det blev cirka 60kr i alt! Det for sindssygt.

Nedenunder viser jeg indretningen ved opbevaringskabene. Der har jeg genbrugt to dåser, pillet logo’erne af og selvfølgelig vasket dem. De er tomme nu, men ved at de vil fungere rigtig godt til at opbevare småting i. Lysestagen er fra Netto (and I’m not sorry), og den skønne lampe er en vi har fået af svigermor. Træhylderne er nogle min kæreste har købt i Aldi tror jeg vidst nok.

Har store drømme om at lave mit eget bord, evt. af noget træ eller beton. For der er desværre kommet to store pletter på vores nuværende bord, og så kunne jeg bare godt tænke mig at give lejligheden et ekstra personligt og hyggeligt touch. Når jeg er nået frem til en idé og resultat, vil jeg selvfølgelig dele det med Jer!

Hvad synes I?

Følg mig på min facebookside: https://www.facebook.com/RadiantWardrobe

Jeg har lavet et af disse indlæg før. Jeg har lavet det, i min bedste mening, med et rent hjerte, ren kærlighed og nogle intentioner, der ikke var til at tage fejl af.

Men med så ungt et menneske, et sart sind, som er påvirket af hverdagens, livets udfordringer, film og andres meninger, kan det være svært at gennemskue, hvad kærlighed egentlig er, og hvad den burde stå for.

Jeg er 20 år og har stadig mit liv foran mig, så siger slet ikke, at mit syn og mening, er mere rigtig end andres, men efterhånden, med tiden, synes jeg, at jeg er ved at knække koden, for den mest komplicerede gåde, der overhovedet har eksisteret. Kærlighed.

For umiddelbart, lyder det ret simpelt og enkelt. Kærlighed er da når man sætter sine egne behov til side, for den anden, men kan man koge det helt derned? Kan man tillade sig at tale så nøgternt om noget så observerbart, så flydende og så dynamisk som kærlighed?

Jeg har altid trukket de korte strå, hvad angår parforhold. Jeg har ikke været heldig, men jeg har også set mig selv splintre det hele til atomer, fordi jeg ikke kunne kontrollere de stærke følelser jeg fik givet. Det var en helt unik følelse af magtesløshed, for jeg var udmærket godt klar over, at jeg var igang med at lægge min egen sti, væk fra det jeg altid havde ønsket mig, men jeg var ikke i stand, til at stoppe det. Min attachment overdøvede alt sund fornuft og livssyn så kolosalt, at jeg blev blind. Og det er det jeg vil fokusere på i det her indlæg, for i dag, forveksler vi fejlagtigt kærlighed med attachment. Dvs. lyster, følelser for modparten, og den afhængighed man får ved en forelskelse. For når du bliver forelsket i en person, så kan du ikke få nok af dem. Du får en følelse ag umættelighed. Du bliver jaloux hvis de ikke svarer, hvis du føler, at de giver andre mere opmærksomhed end dig, og hvis du ser dem snakke med andre potentielle konkurrenter. Dét er attachment. “Hvorfor gør du mig ikke glad?” Du er så forblændet af egoisme, at du ikke ser hvad din udkårne giver ud af sig selv, fordi du har så travlt med at fokusere på hvor meget du kan få. Uden at tænke på hvad du selv kan give ud. Så i stedet for at spørge dig selv “Hvordan kan jeg gøre ham glad?” så undrer du dig over, hvorfor han ikke har givet dig roser på Valentinesday, og i stedet for at huske hans favoritserie eller spise, så fokuserer du på, hvorfor han ikke skrev et hjerte i hans svar, på din “jeg elsker dig <3” besked. Din egoisme fylder dit hjerte op, så du ikke har overskud og plads til at tænke over, hvad du selv kan bidrage med. Men når du så endelig får din røv op af sædet, så burde det ikke gøres af intentioner om, at han skal blive mere kærlig overfor dig, heller ikke for at han skal elske dig mere, men fordi du elsker ham, og fordi du i dit hjerte, ønsker at se ham glad og lykkelig.

For kan det passe, at du skal ligge passivt i sengen, og regne med, at han skal komme og stikke sin pik op i dig, og være fuldstændig oppe at køre? Han skal jo begære dig, elske din krop, uanset om du ligger i fucking sloggis på 2 dagen, og med lidt for lange hår på fissen. Og hvis han ikke har lyst til sex, så er der noget ragene ruskende galt med forholdet, for hvem ville ikke have lyst til dig, right?

Jeg sætter et spejl op, og læser disse ord, op for mig selv, for det der jeg nåede hen. Jeg blev forblændet i min egen forfængelighed og blomstrende egoisme. Jeg så den størkne, så det ikke var til at få af igen. Jeg så mig selv ødelægge tusindvis af muligheder, for at gøre hverdagen lettere, for mine pårørende, fordi jeg var så usikker på mig selv, at jeg skulle bruge alt den opmærksomhed, jeg kunne få. I min brage kamp om at tage hvad jeg kunne rage til mig, så jeg ikke hvad der rent faktisk gik forbi. Var det min værdighed, var det hele kærlighedskonceptet? Jeg ved ikke hvad der er værst.

For ja, kærlighed er at se igennem fejl, kærlighed er at stole på hinanden, og have en dyb tillid, men kærlighed er også ubetinget, kærlighed er stærk, kærlighed er svær, og kærlighed er nem at misforstå, derfor mange, ja alle, brænder, eller har brændt nallerne.
For når du opfører dig som om du ejer  personen, og ikke er glad, fordi han ikke giver dig det, du havde regnet med, så er gløderne allerede under ophedning. Og når du bliver jaloux, fordi han snakker med sin veninde, som du måske ikke lige kender, så er det ikke kærlighed, det er fordi du er bange for at han så ikke vil give den mængde kærlighed, som du, i dit hoved, har fået tilskrevet. Det er ikke kærlighed. Det er lyst, det er begær og det er egoisme.

Jeg var blændet, jeg var usikker, og ikke mindst paralyseret, af det forvrængede billede af mit kærlighedssyn, og af den største modstander af dem alle… Mig selv og mit umættelige behov for bekræftelse.