Eks kærester: Dementors eller nyttig erfaring?

Eks kærester. Vi alle har dem, vi alle har en enkelt eller to, som vi ikke vil kendes ved, og vi alle har den ene eks, der har det med at hjemsøge en, som det livløse spørgelse, der venter på, at fortære hver eneste nye potentielle forelskelse og glæde, som en dementor, der er ved at omkomme af sult. Alle har, eller de fleste, har den ene eks, den eks som de en gang så, som deres “store kærlighed” den eks som de troede, de skulle giftes med. Den eks som fik alt, hvad ens sjæl indebærede, alt af god værdi, optimisme og den gennemskærende håb og entusiasme, men hvor det aldrig kunne fungere. Vi satsede det hele, forventede at vinde, og endte op med at spille fallit, og tilbage står man på gaden, i bar røv og patter. Og sådan er det, for hvordan skulle man ellers kunne leve? For hvad er der ved et forhold man kun er med i, halvt?

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har ligget og grædt til “Ikke i nat, Ikke endnu” med Burhan G. Jeg ved ikke hvor mange tequila sunrises og filure jeg har drukket, hvor mange sko og kjoler jeg har købt, for at dække over det tab jeg følte, da jeg mistede min “store kærlighed” men efter 1000 drinks og -4000kr, så virker livet nu ikke så slemt igen. Efter tiden er gået, og jeg er blevet ældre, så ser jeg det hele i et andet perspektiv, og det hele virker ikke så uoverskueligt… Men så fik jeg en tanke… Eller rettere: en bestemt tanke, som jeg har døjet med, i det sidste år. Hvornår er tanken brugt op? Er der en grænse for hvor meget man kan elske, og hvor mange mennesker, man kan lukke ind i sit liv? Er det sandt, som de siger i Sex and the City? At man kun kan have 2 store kærligheder?

Af en pige på 20 år, har jeg oplevet en del. Jeg har haft to mere eller mindre “seriøse” forhold. Jeg har altid været fascineret af parforhold og dens kraft, til at eliminere alle problemer omkring en, og det stærke bånd man får til hinanden, som ingen andre. Det en dyb kontakt, som så mange har det med at undervurdere. Det så nemt at virke utaknemmelig, og det sker så hyppigt, at man forkaster og tilsidesætter det der rent faktisk betyder meget mere, end hvad vi selv går rundt og tror. Vi er så forblændet af materialistiske goder, og hverdagens planer og ræs, at vi helt glemmer, at vi faktisk har det, hele livet handler om. En der elsker en, en man elsker. Hvad kunne overhovedet være vigtigere end det?

Så igen spørger jeg… Hvornår ophører den følelse? Og hører den overhovedet op? Er det muligt at holde passion i et ægteskab på 30’ende år? Er det muligt, rent faktisk at have et sundt og langt forhold, uden at skulle træde på hinanden psykisk? Og sidst af alt.. Er det muligt at finde den ægte kærlighed igen, efter så mange spøgelser og erfaring, efter man har mødt den én gang, eller 2 gange?