Prisen for ægte kærlighed

Den gang jeg var yngre. Da jeg var yngre med dig, der kendte jeg til en helt anden verden, end den jeg lever i nu. Den gang vi to delte alt og var bedstevenner. Selvom vi kunne være modbydelig, ramme de rigtige steder og ydmyge hinanden, den gang vi var ét, var til for at give en helt anden slutning end vi begge havde troet.

Vi var uadskillige, den usunde afhængighed, som langsomt drev os væk fra hinanden. Jeg ville have mere, jeg blev manisk og kunne ikke kontrollere at jeg ikke kunne kontrollere dig. Du blev tændt af magten, magten over mig og magten til at lyse mine dage op med en enkel berøring, tjeneste eller ord. Til at kunne bryde mig ned igen med afvisning på beskeder, ved at undvige mit blik eller lukke af. Du vidste lige præcis hvordan du kunne tænde mig af. Følelsen af afmagt og uendelige mængder vrede som strømmede igennem mit sind og krop hver gang. Traumatiserende og destruerende stormede den derud af, uden at tænke på konsekvenserne, og det var min pris. Min pris var dig, min pris var min psyke, min samvittighed og selvbevidsthed. Hvad var jeg blevet til. Da jeg fandt ud af det, var din magt ikke længere gyldig, og din provokation var som luft i min eksistens. Da du for en sidste gang prøvede at stikke mig ned, inden jeg slettede dig. Pralede af, som om du var intet, for vidste hvor dyr en pris jeg havde betalt for at have dig. Hvor dyr en pris du havde betalt for at have mig. Hvor ulykkeligt forelsket jeg var i en mand der brugte mig til at rense sig selv. Hvor ulykkeligt forelsket du var i en pige der formåede at være utaknemmelig på så mange punkter. Som nassede på din hengivenhed og overskud, som sugede alt overbærenhed indtil der ikke var mere tilbage. Men en mund er umulig at mætte, når det er på et grådigt menneske.

Og når du ikke troede på, at jeg elskede dig, så sidder jeg her og skriver blog om dig, et halvt år efter jeg sidst så dit ansigt. Et halvt år med dig i tankerne hver dag, mistro om din kærlighed nogensinde skulle være gengældt, bare halvdelen af det. Den måde du kunne få alting til at være så pisse ligegyldigt. Den måde du fik det hele til at give mening.

Og så når folk stiller mig spørgsmålet, om det var det hele værd, så er sandheden at jeg ikke ville bytte noget åndedræt i dit nærvær, hver en tåre, hvert samvær og grin med dig, for alverdens prestigefyldte goder, eller for noget som helst andet, for jeg havde ikke været mig, hvis det ikke havde været for dig, for lidt ydmyghed var alligevel det der skulle til, for at jeg kan finpudse mig selv, til den drømmeperson, jeg før i tiden altid troede at jeg var.