La Petite Mort

Gyden er sort og tåget. Hun går igennem byens tunge luft, omgivet af det alt omfavnende fugtige klima. Som et tæppe af ufortalte sandheder og åbenlyse løgne, lister hun igennem døren, ind til gangen, der hvor hun tit har søgt tilflugt før. Hos ham.
Hun lægger sig ind til ham, mærker hans kanel agtige parfume, som langsomt omvikler hendes fokus, mere for hvert møgsommelige åndedræt. Hun desperat forsørger at finde ud af, hvilket mærke det er, og hvor hun nu havde lugtet den essens før. Han kigger naivt på hende nu. Han ved tydeligvis ikke hvad der går igennem hovedet på hende, og det er nok også bedst. En sandhed nager som et åbent betændt sår. En så klirrerende klar sandhed, som hun ikke kan løbe fra. Det skærer igennem hende som en nådesløs morder, med en sløv kniv. Han fører hans hænder langsomt hen ad hendes lår, ligesom små sommerfuglevinger, der flagrer. Det kilder en tand for meget, så hun fjerner hans hånd igen og vender sig om. ,,Var det ikke det her, jeg ville undgå?” Tænkte hun fortrydende. Hun ligger helt nøgen, men er skjult helt ind i det stille mørke. Ingen ved hvad hun tænker, især ikke ham hun ligger aller tættest på. Det eneste hun bærer er sin røde læbestift og den parfume, hun fik af sin eks i årsdagsgave, som til tider, kan virke som om at, den er brændt fast i huden på hende.

,,Jeg er virkelig træt i aften, søde. Kan vi ikke slukke lyset?” Siger hun lidt opgivende. Hun regnede ikke med noget svar, da han havde andre forventninger til hende, og det vidste hun godt. Derefter han forbavsende svarer, med en dyb og forstående mine ,,Jo, det er nok en god idé.” Som om han kendte til alt hvad hun havde tænkt, alt hvad hun var nået frem til, alt hvad hun havde oplevet og gjort. Vigtigst af alt. Hvad hun tænkte om ham.
Mørkets kulde omgiver med ét hele rummet, i det han slukker for lampen. Det var nærmest øredøvende. For nu er der kun hende og hendes gennembordende tanker og mindet om det, hun en gang var, og delte det sammen med.
Som det sidste forsøg, begynder han at omfavne hende med hans store maskuline arme. Han var nu egentlig meget kær. Tænkte hun. Hun kan nu ikke lade være med at lugte til ham én gang til. Nyde den nære kontakt, hun før havde mistet. Halvhjertet kysser hun ham på panden og snitter hans korte blonde hår, med de udtørrede hænder, som var iført en ring, hun havde arvet fra hendes mor. Han giver et dybt synkende suk og falder længere og længere ned i hendes arme. Til sidst er vægten fra ham, overført over på hendes bryst. Det er ligefør hun ikke kunne trække vejret. Efter et stykke tid, fjerner hun ham og rykker stille og roligt hen til sig selv, lydløst, i håb om at han er i så dyb en søvn, at han intet bemærker.