Et paradoks mellem arrogance og selvværd

Jeg tog min første eksamen i samf er for nogen uger siden, hvilket gik strålende. Jeg fik et 10 tal hjem, so I am still thrilled. Udover det så har jeg haft en god ferie indtil videre. Jeg glæder mig sindssygt til nytår, men også til at komme tilbage til skolen.
Jeg plejer altid at have noget gammelklogt at sige, men jeg kan ikke rigtig finde mine ord i dag. Jeg har været ret sløret og uklar på det sidste, hvilket er irriterende.

Jeg er lidt rastløs her i nat, der er mange ting jeg går rundt og tænker på. Der mange ting jeg gerne vil nå, og der er mange ting jeg gerne vil have svar på.  (fuck det rimer så meget)
Jeg har reflekteret meget over mig selv på det sidste, hvordan jeg interagere, hvordan jeg er forhold til andre. Der var en der sagde “du gør dig selv dårligere end du er” noget jeg har funderet over lige siden. Noget der måske har ændret mig, og den selvopfattelse jeg har. Jeg har aldrig været en der har pralet, jeg har aldrig været arrogant, aldrig sådan været for kæphøj at høre på, men her på det sidste har jeg virkelig tænkt over hvad jeg har sagt og ikke sat andre på en piedistal, som om de skulle være mere værd end mig. Forstå mig ret.
Jeg er ikke tilhænger af janteloven, men jeg er heller ikke tilhænger af folk der behandler mig dårligere, eller tror de bestemmer, bare fordi der er ting ved dem som jeg finder fascinerende. Det lyder kringlet, i know, men lad mig forklare. Jeg ser gode egenskaber i folk, derved giver jeg dem anerkendelse og derved viser dem at de noget der er værd at bruge tid på, værd at tænke over. Jeg tænker at de burde tage det som en kompliment at jeg tager mig tid til at fokusere på vedkommendes gode egenskaber og rent faktisk lader mig rive med af dem. Men samtidig giver jeg dem også muligheden for at føle sig ophøjet over mig. Hvilket paradoks. – men er det fair?

For hvad hvis nu jeg lod være. Hvad hvis nu jeg kun tog mig tid til at fokusere på fejlende og manglende der er, hvilken person ville jeg så være?
Igen min fejl er måske at jeg ikke føler at jeg skal nævne for meget af mig selv, nu hvor jeg har mere travlt med at se på hvad mine medmennesker besidder. De gange jeg har snakket positivt om mig selv, ja så har jeg fået smidt den bemærkning i hovedet at”selvtilliden fejler ikke noget i hvert fald” men det er helt okay at de suger alt anerkendelse ud af mig. Hvorfor skulle deres tid og deres anerkendelse være mere værd end min?