Mit syn på kærlighed – Opgraderet version

Jeg har lavet et af disse indlæg før. Jeg har lavet det, i min bedste mening, med et rent hjerte, ren kærlighed og nogle intentioner, der ikke var til at tage fejl af.

Men med så ungt et menneske, et sart sind, som er påvirket af hverdagens, livets udfordringer, film og andres meninger, kan det være svært at gennemskue, hvad kærlighed egentlig er, og hvad den burde stå for.

Jeg er 20 år og har stadig mit liv foran mig, så siger slet ikke, at mit syn og mening, er mere rigtig end andres, men efterhånden, med tiden, synes jeg, at jeg er ved at knække koden, for den mest komplicerede gåde, der overhovedet har eksisteret. Kærlighed.

For umiddelbart, lyder det ret simpelt og enkelt. Kærlighed er da når man sætter sine egne behov til side, for den anden, men kan man koge det helt derned? Kan man tillade sig at tale så nøgternt om noget så observerbart, så flydende og så dynamisk som kærlighed?

Jeg har altid trukket de korte strå, hvad angår parforhold. Jeg har ikke været heldig, men jeg har også set mig selv splintre det hele til atomer, fordi jeg ikke kunne kontrollere de stærke følelser jeg fik givet. Det var en helt unik følelse af magtesløshed, for jeg var udmærket godt klar over, at jeg var igang med at lægge min egen sti, væk fra det jeg altid havde ønsket mig, men jeg var ikke i stand, til at stoppe det. Min attachment overdøvede alt sund fornuft og livssyn så kolosalt, at jeg blev blind. Og det er det jeg vil fokusere på i det her indlæg, for i dag, forveksler vi fejlagtigt kærlighed med attachment. Dvs. lyster, følelser for modparten, og den afhængighed man får ved en forelskelse. For når du bliver forelsket i en person, så kan du ikke få nok af dem. Du får en følelse ag umættelighed. Du bliver jaloux hvis de ikke svarer, hvis du føler, at de giver andre mere opmærksomhed end dig, og hvis du ser dem snakke med andre potentielle konkurrenter. Dét er attachment. “Hvorfor gør du mig ikke glad?” Du er så forblændet af egoisme, at du ikke ser hvad din udkårne giver ud af sig selv, fordi du har så travlt med at fokusere på hvor meget du kan få. Uden at tænke på hvad du selv kan give ud. Så i stedet for at spørge dig selv “Hvordan kan jeg gøre ham glad?” så undrer du dig over, hvorfor han ikke har givet dig roser på Valentinesday, og i stedet for at huske hans favoritserie eller spise, så fokuserer du på, hvorfor han ikke skrev et hjerte i hans svar, på din “jeg elsker dig <3” besked. Din egoisme fylder dit hjerte op, så du ikke har overskud og plads til at tænke over, hvad du selv kan bidrage med. Men når du så endelig får din røv op af sædet, så burde det ikke gøres af intentioner om, at han skal blive mere kærlig overfor dig, heller ikke for at han skal elske dig mere, men fordi du elsker ham, og fordi du i dit hjerte, ønsker at se ham glad og lykkelig.

For kan det passe, at du skal ligge passivt i sengen, og regne med, at han skal komme og stikke sin pik op i dig, og være fuldstændig oppe at køre? Han skal jo begære dig, elske din krop, uanset om du ligger i fucking sloggis på 2 dagen, og med lidt for lange hår på fissen. Og hvis han ikke har lyst til sex, så er der noget ragene ruskende galt med forholdet, for hvem ville ikke have lyst til dig, right?

Jeg sætter et spejl op, og læser disse ord, op for mig selv, for det der jeg nåede hen. Jeg blev forblændet i min egen forfængelighed og blomstrende egoisme. Jeg så den størkne, så det ikke var til at få af igen. Jeg så mig selv ødelægge tusindvis af muligheder, for at gøre hverdagen lettere, for mine pårørende, fordi jeg var så usikker på mig selv, at jeg skulle bruge alt den opmærksomhed, jeg kunne få. I min brage kamp om at tage hvad jeg kunne rage til mig, så jeg ikke hvad der rent faktisk gik forbi. Var det min værdighed, var det hele kærlighedskonceptet? Jeg ved ikke hvad der er værst.

For ja, kærlighed er at se igennem fejl, kærlighed er at stole på hinanden, og have en dyb tillid, men kærlighed er også ubetinget, kærlighed er stærk, kærlighed er svær, og kærlighed er nem at misforstå, derfor mange, ja alle, brænder, eller har brændt nallerne.
For når du opfører dig som om du ejer  personen, og ikke er glad, fordi han ikke giver dig det, du havde regnet med, så er gløderne allerede under ophedning. Og når du bliver jaloux, fordi han snakker med sin veninde, som du måske ikke lige kender, så er det ikke kærlighed, det er fordi du er bange for at han så ikke vil give den mængde kærlighed, som du, i dit hoved, har fået tilskrevet. Det er ikke kærlighed. Det er lyst, det er begær og det er egoisme.

Jeg var blændet, jeg var usikker, og ikke mindst paralyseret, af det forvrængede billede af mit kærlighedssyn, og af den største modstander af dem alle… Mig selv og mit umættelige behov for bekræftelse.