Håb vs Utopi

Jeg kunne bruge mine ord på utallige fornuftige emner. Jeg kunne snakke om den politiske indflydelse EU har i Danmark, hvilke konsekvenser konflikten mellem Rusland og Ukraine har for verden, eller om noget så banalt som feminismen, men lige nu, så kan alt det rende mig. Det er ikke dét der holder mig vågen om natten. Det er ikke det sidste jeg tænker på, når jeg funderer over livet og dets udfordringer. Jeg kan ikke en gang pege på, hvad jeg helt præcist tænker, men jeg ved én ting. At det ikke omhandler politik eller en eller andens verdenssyn, som er et andet end mit.

Når jeg siger til mennesker at jeg digter, får de det indtryk af at jeg er en hippie. Man kan se det i deres ansigter, deres kommentarer og hele deres mimik og sammensætning af dømmende miner og toneleje, men jeg tager det ikke en gang tungt.  Jeg tænker ikke egentlig heller ikke så meget over det. Jeg gør det bare. Jeg skriver bare, og det er det jeg elsker og har jeg gjort siden jeg lærte at stave. Intet mere, intet mindre.

De sidste 7 måneder har jeg formået, at kunne skrive i uendelige mængder. Kunne lave materiale til en hel samling. Ligesom jeg havde drømt om. Jeg har fundet inspiration og sågar omfavnet det og fik lavet noget konstruktivt. Men prisen var min tomhed, prisen jeg måtte betale var min helhed og mættende fornemmelse. Fornemmelsen af at være lykkelig. Min stræben efter evig balance er en umulighed og er fuldstændig ikke-eksisterende i mit univers. Hvilket gør, at jeg fremkommer umådelig grådig og utaknemmelig. Jeg vil hele tiden have det, jeg ikke har. Craver efter noget som jeg ikke kan få. Og dog, fik jeg den korte oplevelse af at have alt hvad jeg nogensinde kunne drømme om. Som det lille lysglimt der strejfer himlen, i blandt de tusinde stjerner. Det lille øjeblik man ikke kan købe for penge, eller rekonstruere. Det kommer hvis man er heldig.

Jeg så ham, jeg oplevede ham og fik ham. Jeg fik hans kærlighed og mærkede følelsen af fuldstændighed, og originalitet. Noget som jeg ikke har set i nogen før, og heller ikke efter. Det var som om der var noget der døde i mig, da jeg fandt ud af at vi havde mistet det. Det er som om han har plantet noget mørkt i mig, som jeg ikke kan løbe fra. Han løb så langt væk fra mig, så langt væk at jeg ikke længere kunne se. Slettet sine spor, så jeg ikke kunne følge efter. Det som om han aldrig rigtig helt har eksisteret.
Det eneste der bekræfter hans førhenværende tilstedeværelse, er hans gamle bluser jeg stadig har i min skuffe, som jeg fandt forleden. Den halskæde jeg fik og et brev jeg har gemt fra vores halvårsdag.
Det sørgeligste ved det hele er, at jeg har ligget i sengen og helt oprigtigt haft den tvivl og tanke om “vil jeg nogensinde kunne komme til at elske på samme måde igen?”

Du kunne ligeså godt have været død. Jeg ser dig ikke mere, jeg ved ikke hvordan du har det, eller hvad du laver. Det eneste jeg ved, er den jeg en gang kendte og den kærlighed jeg troede vi delte, så ved ikke en gang om det tæller.

Jeg fik lov til at opleve lykken, og jeg fik lov til at se den blive taget fra mig igen.

Så selvom alle odds er imod det, så har jeg givet mig et lille latterligt håb om at få et glimt af dig igen, bare for at blive mindet om, at du stadig er derude, og at du har det godt.