Jeg ramte bunden og jeg fandt livet

Jeg har haft en lang og stille periode i mit liv, jeg mistede inspiration til at skrive. Jeg kunne ikke skrive digte, jeg mistede faktisk næsten helt lysten, så det blev til blog i stedet, hvor det ikke krævede de store skrive egenskaber. Jeg havde det stabilt og det hele kørrede for mig. Skolen, vennerne, endda et parforhold, ja jeg havde det som blommen i et æg og det hele var perfekt, som sådan jeg nu en gang er, så skal det hele eskalere på et tidspunkt for at skabe balance i mit liv, som altid (lige fra barns ben) har været meget turbulent. Klokken tikkede derud af og det var kun et spørgsmål om tid.

BAM kom det som et brag, det hele virker til at ramle sammen omkring mig, som jeg var vant til og som jeg havde forbedret i al hemmelighed. Smerten er som en gave, som føden og drivkraften til alt det gode som vil støde til ude i fremtiden. Gør jeg dette med vilje? Nej. Men jeg er ikke noget decideret stabilt menneske, jeg kan finde ulykke i de fleste ting jeg render ind i. Jeg fokusere på mange onde ting og jeg kan godt lide at tænke på døden og dens værdi. Jeg kan godt lide at det gør ondt. Det gør at jeg føler mig i live.
Jeg kan skrive igen, jeg kan skrive fra hjertet og jeg udlevere top præstation via mine ord, via mine egenskaber som jeg glemte at jeg besad. Mine ægte indre værdier er kommet ud og jeg har det for lækkert med det. Jeg føler at jeg skal kæmpe, jeg føler at der er noget der er værd at kæmpe for. Min lykke. Min lykke som ikke er givet gratis ud. Måske er det bare sådan jeg er. Hvis jeg har det godt i en længere periode, så regner jeg med at det skal fucke op før eller siden, at det kun er spørgsmål om tid, og så er det jo klart at det er dømt til at gå i stykker før eller siden. Kan ikke finde ud af om jeg er paranoid eller utaknemmelig. Har jeg svært ved at stole på folk? Måske. Måske er jeg et ekstremt mistroisk menneske som fokusere på det dårlige i mennesker når jeg ikke burde det. Er jeg et dårligt menneske? Måske. Men vidste i at jeg også er:

Et menneske der lever sig 100% ind i hvad end jeg begiver mig ud i, at når jeg først kalder nogen for mine venner, så står jeg der, og så er det skide ligemeget om der er gået 3 år hvor vi ikke har set hinanden, så står jeg der. At jeg tilgiver let, uanset hvor fucket situationen var. Hvis jeg kan se at personen angre, så er alt andet pisse ligemeget for mig, for jeg ligger ekstremt meget vægt på dårlig samvittighed.
Når jeg først går ind i et forhold, så er jeg trofast og loyal, jeg står bag dem også selvom jeg bliver skubbet væk, også selvom vi har haft 1000 skænderier og uanset hvad kan komme med et smil og give alt af mig på trods af alt lort og på trods af at der er 100 ting der taler imod det. I kalder det desperat, jeg kalder det at elske 100 procent. jeg kalder det at spille et spil med rene intentioner om at vinde, med pure kærlighed og 100 procent indlevelse og derved også 100 procent glæde ud af det.
Jeg støtter og sætter mig ind i andres sted, alt hvad jeg nu kan, og hvad der ligger i min ydeevne. Jeg er villig til at kunne træde i andres sko for at kunne få et bedre sammenhold og bedre kommunikation. Personer som jeg har inviteret ind i mit liv er altid velkomne uanset hvad situationen er. Jeg stædig, men jeg er ikke dum-stædig. Hvis noget er værd at kæmpe for, så sætter jeg den med glæde til side, for jeg er ikke idiot. Jeg er godt klar over hvilke gode mennesker jeg besidder i mit liv, og jeg vil gøre alt for at vise dem det.

Er der noget jeg vil opgive for at få mit stabile liv tilbage? Jeg ville smide min mistro væk, jeg ville lære mig selv at fokusere på hvad jeg har nu og her og lære at sige til mig selv at hvis jeg vil have stabile mennesker i mit liv, så må jeg selv være stabil. Hvis jeg kan elske rent, hvorfor er det så, så svært at have en ren tiltro?
Mange igennem livet har vist mig hvorfor der er noget der hedder mistro og ulykke. Jeg har set smerte jeg har set glæde og dog, så har jeg stadig så svært ved at ligge imellem. Min verden er meget sort/hvid, men er det muligt for mig at finde en mellem nuance? Nu hvor jeg ikke kan have den i regnbuens farver?

Det ikke alle der kan håndtere mit sprudlende og skiftende sind, men det virker som en god si til at sive alle dårlige indflydelser ud. Men så skylder jeg også at vise de vedholdende at de har nogen gode grunde til at holde fast.

 
Du har 2 valg i dit liv: Kæmp og vind, eller giv op og tab.